Troen bag spåkundskab er, at visse individer, ofte omtalt som spåkoner eller synske, besidder særlige evner eller adgang til højere viden, der giver dem mulighed for at opfatte fremtidige begivenheder eller skjulte sandheder. Disse individer menes at være i stand til at udnytte det paranormale eller trække på guddommelig vejledning for at give indsigt og vejledning til dem, der søger svar om deres liv.
Det er dog vigtigt at bemærke, at spåkundskab ikke er en anerkendt videnskab, og der er ingen videnskabelig dokumentation, der understøtter dens nøjagtighed. Det betragtes ofte som en form for overtro eller underholdning snarere end en pålidelig metode til forudsigelse.
På trods af manglen på videnskabelig validering er spådom fortsat en populær praksis, især i kulturer, hvor den er dybt forankret i traditioner og trossystemer. Det giver individer en følelse af håb og trøst, og det kan bruges som et værktøj til selvrefleksion og personlig vækst snarere end som et middel til at træffe livsændrende beslutninger.