Havfruerne beskrives som "jeg skulle have været et par pjaltede kløer/ slyngede hen over gulvene i stille hav." De er afbildet som skabninger, der bebor en verden, der er både virkelig og uvirkelig, en verden, der eksisterer uden for rammerne af det menneskelige samfund og konventioner. Denne verden er både tillokkende og skræmmende for Prufrock, som føler sig fanget i sin egen verdslige tilværelse.
Havfruerne repræsenterer også Prufrocks ønske om at flygte fra overfladiskheden og tomheden i hans omgangskreds. Han længes efter noget mere autentisk og ægte, noget der kan røre hans sjæl og give ham en følelse af formål.
I sidste ende repræsenterer havfruerne det uopnåelige ideal, som Prufrock søger gennem digtet. De legemliggør hans længsel efter et liv, der er fyldt med skønhed, lidenskab og mening, et liv, der er fri for samfundets og selvets begrænsninger.