Jobbet som heksefinder i middelalderen var ikke en officiel funktion inden for nogen juridiske strukturer. Mennesker anklaget for hekseri i disse tider stod over for retsforfølgelse, der blev drevet af både religiøs overbevisning og kulturel overtro vedrørende ondskab og overnaturlige kræfter tilskrevet enkeltpersoner. Der var ikke nogen formel stillingsbetegnelse eller erhvervsrolle, der udelukkende var dedikeret til at jage de såkaldte hekse. Enkeltpersoner kan blive involveret i heksejagt på grund af forskellige motiver såsom personlige fjendskaber, økonomiske interesser, religiøs iver eller endda selverklærede åndelige kald. Beskyldningerne i sig selv stammer ofte fra samfundets overbevisninger omkring magi, ondsindethed eller individer, der udviser unormal adfærd.