Himlens mandat var et religiøst og politisk begreb, der definerede legitimiteten af en herskerautoritet. Man mente, at mandatet var givet til en hersker, der havde folkets støtte, og at det kunne gå tabt, hvis herskeren mistede folkets støtte, eller hvis de blev anset for at handle på en måde, der var i strid med Himlens vilje.
Konceptet indebar også et moralsk imperativ for herskeren om at regere retfærdigt og dydigt, samt at tage sig af deres undersåtters velfærd. Mandatet blev ikke set som en statisk eller uigenkaldelig tildeling af magt, men derimod en dynamisk og betinget ordning, der kunne blive påvirket af en herskers handlinger og beslutninger.
For at opnå Himlens Mandat skulle en hersker være dydig, have moralsk autoritet og anerkendes som den retmæssige arving til tronen. Mandatet blev også set som værende overført gennem arvefølge.
Begrebet Himlens Mandat blev brugt til at retfærdiggøre legitimiteten af kejserens styre i det gamle Kina, samt til at forklare dynastiers opståen og fald. Hvis et dynasti sås at have mistet mandatet, mente man, at de ikke længere var egnede til at regere, og at det var på tide, at et nyt dynasti tog over.
Som konklusion var Himlens Mandat et betydningsfuldt koncept, der formede kinesisk politisk tankegang og regeringsførelse i århundreder. Det gav et guddommeligt grundlag for legitimiteten af en herskerautoritet og understregede vigtigheden af en dydig og retfærdig regeringsførelse.