Den elizabethanske æra oplevede en betydelig stigning i heksejagterne, hvor beskyldninger og retssager blev mere almindelige. I denne periode udkom også flere indflydelsesrige bøger om hekseri, herunder "Malleus Maleficarum" (1487), som var en håndbog for heksejægere.
Hekse blev ofte forbundet med ondskab, og man mente, at de havde magten til at skade andre gennem besværgelser eller forbandelser. Det var almindeligt for folk at tro, at hekse kunne flyve, skifte form og kontrollere vejret.
Beskyldninger om hekseri kunne føre til alvorlige konsekvenser for dem, der blev anklaget. Retssager blev ofte holdt ved lokale domstole, og de, der blev fundet skyldige i hekseri, kunne blive straffet hårdt som fængsel, tortur eller endda henrettelse.
Troen på hekseri og magi var ikke begrænset til almindelige mennesker, og mange medlemmer af det elizabethanske hof, inklusive dronning Elizabeth I selv, var også interesserede i disse praksisser.
Der var dog også nogle skeptikere, der tvivlede på eksistensen af hekseri og argumenterede for, at mange anklager var baseret på overtro og frygt frem for beviser.
Troen på hekseri og frygten for hekse aftog med tiden, og til sidst blev love mod hekseri ophævet, og heksejagt blev mindre almindeligt.