1. Religiøse overbevisninger:Kirken fremmede ideen om, at hekseri var en form for kætteri og djævletilbedelse. Troen på hekse var funderet i kirkens lære om det overnaturlige og eksistensen af onde kræfter. Hekse blev set som individer, der havde indgået pagter med djævelen og var i stand til at udføre magiske handlinger, der udfordrede kirkens magt og autoritet.
2. Malleus Maleficarum:Udgivet i 1487 af to dominikanerbrødre, Malleus Maleficarum ("Heksenes Hammer") blev den mest indflydelsesrige bog om hekseri under renæssancen. Den indeholdt detaljerede instruktioner om, hvordan man identificerer, afhører og straffer hekse. Malleus Maleficarum portrætterede hekse som en trussel mod samfundet og opmuntrede til en udbredt heksejagtmentalitet.
3. Sociale faktorer:Under renæssancen var der en generel frygt for afvigelser og uoverensstemmelser. Hekse blev ofte forbundet med marginaliserede grupper i samfundet, såsom kvinder, healere og dem, der levede i udkanten af samfundet. Disse grupper blev set som potentielle kilder til uorden og blev ofte frygtet og forfulgt.
4. Politisk magt:Kirken brugte heksebeskyldninger som et middel til social kontrol og politisk magt. Ved at undertrykke afvigende stemmer og alternative overbevisninger bevarede Kirken sin autoritet og indflydelse over samfundet. Hekseprøver var en bekvem måde at eliminere personer, der udfordrede den etablerede orden eller havde overbevisninger, der afveg fra Kirkens doktrin.
5. Overtro:Renæssanceperioden var præget af en blanding af kristen tro og førkristen folklore og overtro. Mange mennesker troede oprigtigt på eksistensen af hekse og deres evner til heksekunst, hvilket yderligere bidrog til Kirkens negative holdning til dem.
6. Økonomiske og sociale spændinger:Tider med økonomiske vanskeligheder, social uro eller naturkatastrofer var ofte forbundet med beskyldninger om hekseri. Ved at give hekse skylden for disse problemer, kunne folk finde en syndebuk for deres ulykker og omdirigere deres vrede og frygt mod en marginaliseret gruppe.
Det er vigtigt at bemærke, at ikke alle i Kirken støttede forfølgelsen af hekse. Der var uenige stemmer, herunder nogle humanister og lærde, der argumenterede imod brugen af vold og tortur mod anklagede hekse. Kirkens dominerende holdning under renæssancen bidrog imidlertid til den udbredte frygt, forfølgelse og henrettelse af tusindvis af personer anklaget for hekseri.