Tidlig historie:
I oldtiden havde mange kulturer positive syn på hekse. For eksempel, i den gamle egyptiske religion, blev hekse ofte set som healere og beskyttere og blev forbundet med gudinden Hekate. I det antikke Grækenland og Rom blev hekse ofte set som kloge kvinder eller orakler, der kunne kommunikere med guderne.
Middelalder og heksejagt:
Under middelalderen i Europa skete der et dramatisk skift i holdningen til hekse. Kristendommens fremkomst og den katolske kirkes indflydelse førte til en voksende tro på eksistensen af en dualistisk verden, hvor der var en konstant kamp mellem godt og ondt. Hekse blev set som værende på linje med ondskabens kræfter og blev forbundet med kætteri, hedenskab og djævledyrkelse. Denne periode oplevede intens forfølgelse af hekse, hvilket førte til de berygtede heksejagter, der resulterede i tusindvis af menneskers død.
Oplysningstiden og rationalisme:
Oplysningstiden i det 18. århundrede bragte en stigning i rationalisme og skepsis, som udfordrede den traditionelle tro på hekseri og overnaturlige kræfter. Dette førte til et fald i forfølgelsen af hekse, da folk begyndte at se dem som folkehelbredere eller overtro snarere end ondsindede væsener.
Moderne synspunkter og neopaganisme:
I moderne tid har der været en genopblussen af interessen for hekseri og hedenskab. Mange mennesker praktiserer moderne hekseri som en form for åndelig udtryk, selvstyrkelse og naturbaseret religion. Disse udøvere omfavner ofte de positive aspekter af hekseri, såsom naturmedicin, healing og åndelig vækst.
Overordnet set har opfattelsen af hekse undergået betydelige ændringer gennem historien, fra at være respekterede healere i oldtiden til at blive forfulgt i løbet af middelalderen, og derefter udviklet sig til en mere nuanceret og varieret forståelse i moderne tid.