Troen på auraer går tilbage til oldtiden. I Indien er begrebet aura nævnt i Vedaerne, hinduismens ældste religiøse tekster. Vedaerne beskriver auraer som lysende udstråling, der omgiver kroppen og afspejler en persons mentale, følelsesmæssige og åndelige tilstand.
I Kina er auraer kendt som "qi" eller "chi". Qi menes at være en vital energi, der strømmer gennem kroppen og er ansvarlig for ens sundhed og velvære. I traditionel kinesisk medicin menes ubalancer i qi at forårsage sygdom.
I Grækenland skrev filosoffen Aristoteles om auraer i sin bog "De Anima" ("Om sjælen"). Aristoteles mente, at auraer var en form for guddommelig stråling, der omgav kroppen.
Middelalder- og renæssanceperioder
I middelalderen blev auraer ofte forbundet med religiøse figurer og helgener. I kristen kunst er helgener ofte afbildet med glorier eller andre lysende udstrålinger omkring deres hoveder.
I renæssancen var der en fornyet interesse for auraer og andre okkulte fænomener. Den italienske filosof Marsilio Ficino skrev om auraer i sin bog "De Vita" ("Om livet"). Ficino mente, at auraer var en afspejling af sjælen og kunne bruges til at diagnosticere sygdom og forudsige fremtiden.
19. og 20. århundrede
I det 19. århundrede vandt begrebet auraer popularitet i Vesten takket være Franz Mesmers arbejde. Mesmer var en tysk læge, der udviklede en teori om "dyremagnetisme", som han mente var en vital energi, der kunne bruges til at helbrede sygdom.
I det 20. århundrede blev studiet af auraer populært af Rudolf Steiners arbejde, en østrigsk filosof, der grundlagde den antroposofiske bevægelse. Steiner mente, at auraer kunne ses af clairvoyante, og at de afspejlede en persons åndelige udvikling.
Moderne forskning
I de senere år har der været en del videnskabelig forskning i auraer. Nogle undersøgelser har vist, at auraer kan være relateret til kroppens elektromagnetiske felt, mens andre har antydet, at de kan være resultatet af kroppens biofotoner (lysemitterende molekyler).
Det videnskabelige bevis for auraer er dog stadig begrænset, og der er ingen konsensus blandt videnskabsmænd om, hvorvidt de faktisk eksisterer.
Konklusion
Troen på auraer har en lang og kompleks historie, der går tilbage til oldtiden. Selvom der er noget videnskabelig forskning om auraer, er beviserne stadig begrænsede, og der er ingen konsensus blandt videnskabsmænd om, hvorvidt de faktisk eksisterer.