I manikæisk kosmologi er lysets søn ofte afbildet som en lysende skikkelse, der udgik fra Storhedens Fader og frembragte lysets og åndens rige. Lysets søn engagerede sig i en kosmisk konflikt med mørkets og ondskabens kræfter, personificeret af Mørkets Prins eller det Onde Princip, og søgte at befri de guddommelige lysgnister, der var fanget i den materielle verden.
Lysets søn blev betragtet som en forløser og frelser i manikæismen, og tilhængere af religionen så til ham for frelse og befrielse fra den materielle eksistens cyklus. Man mente, at lysets søn havde åbenbaret sig for Mani, som blev hans sidste og definitive budbringer til menneskeheden, idet han proklamerede den dualistiske natur af kosmos og underviste på vejen til åndelig oplysning.
Begrebet lysets søn er tæt knyttet til den gnostiske idé om den guddommelige gnist i hver menneskesjæl og muligheden for åndelig transformation gennem realiseringen af ens sande guddommelige natur. Det repræsenterede løftet om befrielse og tilbagevenden til lysets og guddommelighedens rige, som var det ultimative mål for den manikæiske åndelige rejse.
Sammenfattende symboliserer lysets søn i manikæismen det lysende og forløsende aspekt af det guddommelige, kilden til åndeligt lys og frelse, som engagerer sig i en kosmisk kamp mod mørkets kræfter og søger at befri de guddommelige gnister i menneskeheden.