Ved at beskrive håbet som en vågen drøm, understreger Aristoteles, at det deler karakteristika med både vågenhed, som er tilstanden af at være bevidst vågen, og drøm, som er tilstanden af at opleve tanker, billeder og følelser under søvn. I denne sammenhæng involverer håb både bevidst bevidsthed og det fantasifulde aspekt ved at drømme, hvor individer forestiller sig realiseringen af deres forhåbninger og ønsker.
Med andre ord antyder Aristoteles' citat, at håb er en form for aktiv fantasi, der blander elementer af rationel tænkning og følelsesmæssigt begær. Det indebærer at holde fast i optimistiske forventninger og stræbe mod et ønsket resultat, svarende til den måde, man kan opleve levende billeder i en drøm. Hope giver individer den mentale og følelsesmæssige energi til at navigere forhindringer og skubbe fremad mod deres mål, selv under usikre omstændigheder.
Forestillingen om håb som en vågen drøm understreger også håbets psykologiske og motiverende kraft til at forme menneskelig adfærd. Håb opretholder individer gennem udfordrende tider og giver en kilde til modstandskraft i forhold til tilbageslag. Det involverer samspillet mellem rationalitet, fantasi og aspiration, hvilket motiverer folk til at handle og fortsætte med at forfølge deres drømme og ambitioner.