Duen nævnes første gang i Bibelen i historien om Noas ark, hvor den bliver sendt ud af Noa for at søge efter tørt land efter syndfloden. Duen vender tilbage med en olivengren, hvilket betyder, at flodvandet er trukket tilbage, og at nyt liv er muligt. Denne historie er blevet fortolket som et symbol på, at Helligånden bringer fred og nyt liv til verden efter syndflodens kaos.
Duen er også forbundet med Jesu dåb i Det Nye Testamente. Når Jesus kommer op af vandet, daler Guds Ånd ned over ham som en due, hvilket betyder hans salvelse som Guds søn. Denne begivenhed ses som begyndelsen på Jesu offentlige virke, og duen er kommet for at repræsentere Helligåndens tilstedeværelse og kraft i de troendes liv.
Igennem kristen historie er duen blevet brugt som et symbol på fred, renhed og nyt liv. Den er ofte afbildet i kunst og litteratur som en hvid due med udstrakte vinger, der repræsenterer Guds fred og håbet om evigt liv. Duen bruges også som et symbol på sjælen i nogle kristne traditioner, der repræsenterer den menneskelige ånds renhed og uskyld.
Sammenfattende repræsenterer duen i kristen symbolik Helligånden, renhed, fred og nyt liv. Det er et stærkt symbol på Guds tilstedeværelse og magt i verden og har været brugt i kristen kunst og litteratur i århundreder.