Proceduren blev udført i et offentligt vandområde, såsom en flod eller en sø. Den tiltalte ville blive taget af tøjet og bundet til et reb. Så ville de blive smidt i vandet. Hvis de flød, blev de erklæret uskyldige. Hvis de sank, blev de erklæret skyldige.
Float-sink-metoden blev anset for at være en pålidelig måde at afgøre skyld eller uskyld på, fordi man troede, at Gud ville gribe ind for at beskytte de uskyldige. Proceduren var dog også kontroversiel, og den blev til sidst afskaffet i de fleste europæiske lande i det 13. århundrede.
Der er en række grunde til, at float-sink-metoden blev anset for at være en pålidelig måde at afgøre skyld eller uskyld på. Først troede man, at Gud ville gribe ind for at beskytte de uskyldige. Hvis en person var uskyldig, ville de flyde på vandet, for Gud ville ikke tillade dem at synke. Omvendt, hvis en person var skyldig, ville de synke, fordi Gud ikke ville beskytte dem.
For det andet var float-sink-metoden baseret på den observation, at de fleste mennesker, der er uskyldige, vil gå i panik, når de bliver smidt i vandet. Denne panik vil få dem til at kæmpe og flagre, hvilket vil få dem til at synke. Omvendt vil de fleste mennesker, der er skyldige, ikke gå i panik, når de bliver smidt i vandet. De vil forblive rolige og fattede, hvilket giver dem mulighed for at flyde.
For det tredje blev float-sink-metoden anset for at virke afskrækkende på kriminalitet. Truslen om at blive kastet i vandet og muligvis drukne var nok til at afholde mange mennesker fra at begå forbrydelser.
Float-sink-metoden var dog også kontroversiel. Kritikere af proceduren hævdede, at den ikke var pålidelig, og at den kunne føre til, at uskyldige mennesker blev dømt for forbrydelser. Derudover var proceduren ofte grusom og ydmygende.
I det 13. århundrede var float-sink-metoden blevet afskaffet i de fleste europæiske lande. Det fortsatte dog med at blive brugt i nogle dele af Europa indtil det 18. århundrede.