I løbet af det første årtusinde f.v.t. udviklede kaldæerne et himmelobservationssystem, der omfattede opdeling af ekliptikken (banen for Solens årlige bevægelse hen over himlen) i tolv lige store sektioner, der hver især var forbundet med en bestemt konstellation af stjerner. Disse tolv sektioner, kendt som stjernetegn, blev opkaldt efter de fremtrædende stjernebilleder, de var på linje med.
Babylonierne tildelte symbolske betydninger og karakteristika til hvert stjernetegn baseret på deres observationer af himmellegemer og deres opfattede indflydelse på menneskelige anliggender. Dyrekredssystemet udviklet af kaldæerne spillede en afgørende rolle i deres astrologiske praksis, som involverede at studere himmellegemers positioner og bevægelser for at komme med forudsigelser om begivenheder og udfald.
Over tid blev stjernetegnssystemet adopteret og forfinet af andre civilisationer, herunder grækerne og romerne. Den græske astronom Claudius Ptolemæus videreudviklede systemet, og det blev med tiden grundlaget for den vestlige astrologi, som spredte sig over hele verden.
Det er vigtigt at bemærke, at begrebet stjernetegn og astrologi ikke har noget videnskabeligt grundlag og betragtes som en pseudovidenskab. Stjerners og himmelobjekters positioner har ikke direkte indflydelse på menneskelig adfærd eller begivenheder.