I betragtning af det foranderlige t-kvadrat, sammen med Mars' indtræden i Skytten og solformørkelsen, lad os tale et øjeblik i dag om emnet lidenskab.
Ordet lidenskab kommer fra det latinske ord "passio", som betyder "lidende og udholdende." Der er også en forbindelse til ordet "sår" og til det græske ord "pathos", som også betyder "lidelse" eller "at vække følelser af medlidenhed, empati eller sorg."
Nogle gange forveksler vi ordet lidenskab med ordet vrede. Ordet vrede har nogle lignende etymologiske forbindelser til "lidelse, angst eller smerte", og alligevel er der klare forskelle. Vrede har også forbindelser til "sind ånd, kvælning, klemning og drossel" og kan "ophidse til vrede."
I en vis forstand er forskellen mellem lidenskab og vrede forskellen mellem en velplaceret eller dårligt placeret Mars. Igennem astrologiens historie er Mars nogle gange relateret til martyrer og andre gange til vrede mordere. Nogle gange er Mars en planet, der afspejler den brændende, bogstavelige lidelse, vi føler, som opsluger os, men som også driver os hen imod forening med Gud, med vores elskere, med vores arbejde eller med de enkleste dagligdags handlinger. Hvis vi ikke lider, som vi elsker, hvis lidelse ikke informerer om selve fibrene i vores væsen, så føles det for nogle af os ikke, som om vi virkelig lever. I stedet føler vi os som passive agenter, for følelsesløse, dumme eller tætte til at lade lidenskabens flammer tilbyde deres vision og retning.
Passion er ikke bare en "over normal mængde følelsesmæssig spænding." Det er ikke kun noget for kunstnere eller aktivister eller mennesker, vi roligt kalder maniske, karismatiske eller skøre. Det er heller ikke det samme som vrede. Det er noget, der har magten til at lede os, når vi er fortabte, til at vække os, når vi er døde i ånden, til at åbne indgange, hvor der er lukket, og til at forny kroppen og sindet. Lidenskab kræver en vis mængde lidelse. Det kræver en indsats, og det kræver, at vi bliver brændt af det, vi brænder for...det er åndens uspiselige frugter. Og når vi lever med denne form for lidenskab, omhyggeligt på vagt mod vredens kvælende, kvælende, klemme og irriterende ånder, såvel som passivitet og træghed, bliver vi de veloplyste elskere af noget, der er så meget større end os selv. Livet bliver et optog af lidenskab, en passionsblomst, og sjælen krones af sin elskede.
I morges genlæste jeg historien om den soltilbedende dronning af Saba, der besøgte kong Salomon. Teologen Origenes fra det 2. århundrede spekulerede i, at Sheba var brudens stemme fra Højsangen, og mange bibelforskere har kommenteret det erotiske samspil mellem den hedenske sol, der tilbeder dronning og Israels konge. I den bibelske beretning går Sheba til Salomons hof og bringer ham den rigeste samling af krydderier, der nogensinde er kendt, og hun sætter ham på prøve med et væld af filosofiske eller teologiske gåder. Salomo svarer dem til hendes tilfredshed, og de udveksler mange gaver bagefter. Ud over dette er der et væld af spekulationer om, hvorvidt han konverterede hende, eller om de elskede eller forelskede sig eller giftede sig, eller hvad...
Uanset, i morges sprang jeg herfra til de sidste sider af Salomons højsang, hvor stemmen fra den eksotiske (sandsynligvis sorte) Brud advarer mod kærlighedens fortærende kræfter. Hun sammenligner kærlighed med både døden og med Sheols sted (som lignede Hades). Kærlighed er derfor ubarmhjertig og umættelig, og den er også som døden, for så vidt som vi, når vi er uden for dens magt, føler, at vi er "døde, ledige, stille og uden personlighed eller styrke." Så at elske er også at vide om lediggang, kedsomhed og mangel på styrke, liv eller personlighed. At elske er også at gå meget tæt på Hades' uudslukkelige mund.
For mange mennesker er kedsomhed og mangel på personlighed sikrere end lidenskab. For mange mennesker er lediggang og passivitet mindre farligt end at lade lidenskab potentielt udvikle sig til vrede eller lystens tænder. Folk er forståeligt nok bange for lidenskab. Ild er tæt på frygt. Og alligevel kan vi ikke glemme, at traditionelle billeder af Hades omfatter både passive og inerte sjæle, livløse og uden personlighed, frosne eller fast i de iskolde nuancer, såvel som dem, der bliver brændt levende.
Når jeg træder tilbage og ser på mit nyhedsfeed på sociale medier i disse dage, eller verdens overskrifter, når jeg ser på mit eget liv, når jeg tænker på planeterne, ser jeg en krise af tro. Vi leder efter passion, fordi vi føler os døde. Vi er trætte af passivitetens tyranni, og alligevel vipper vi på ulvenes åbne mund...væsner, der altid er klar til at spise den sygeste af flokken.
Hvilken opgave vi har fået til opgave. At vække de døde uden at bruge magt eller vrede. At konvertere uden det orgiastiske mål med konvertering. At gåder sammen som Salomon og Sheba...indtil vi bliver holdt af hinanden i vores overbevisnings fulde nøgenhed.
Når Mars træder ind i Kentaurens tegn, og Solen formørkes af Månen, og Jupiter og Neptun og Saturn skaber et kors på himlen, vender lidenskaben tilbage. Forårets ild kommer. Og vi er hver især ladet med det tantriske og det ridderlige, med det hellige, det sanselige og det modige. Hvis vores liv mangler lidenskab, hvis vi er kedelige og kede af det og uden personlighed, stædigt passive over for dagenes og nætternes komme og gå, og dage og nætter, så skulle vi ikke blive overraskede, hvis vi bliver vækket som af en højlydt trompet. Hvis på den anden side vores vrede og begær æder os i live, så bør vi ikke blive overraskede, hvis vi finder os selv såret af vores egen intensitet eller mangel på dømmekraft. Vi skulle ikke blive overraskede, hvis de broer, vi har bygget, pludselig er væk, og vi ikke har andet end en bitter smag i munden.
Bøn:Lær os visdommen ved vedvarende lidenskab, hold os fra vrede og beskyt os mod passivitet