Gargoylernes oprindelse kan spores tilbage til oldtidens folklore og arkitektur, hvor de blev afbildet som groteske eller fantastiske skabninger med åben mund og vandtude, der rager ud fra taget eller væggene på bygninger. Vandet, der strømmede ud af deres mund, hjalp med at forhindre vandskader på strukturen, og deres voldsomme udtryk og imponerende figurer tjente som en symbolsk afskrækkelse til at afværge ondskab.
I middelalderlig arkitektur, specifikt gotisk arkitektur, blev gargoyler fremtrædende som dekorative elementer og beskyttere. De blev ofte placeret på kirker og katedraler, såvel som slotte og vigtige verdslige bygninger. Det blev antaget, at tilstedeværelsen af gargoyler på disse strukturer ville beskytte indbyggerne mod onde påvirkninger, dæmoniske skabninger og enhver potentiel skade.
Gargoyler var ofte indviklet udskåret med forskellige monstrøse og groteske træk, herunder hoveder af mytiske bæster, drager, dæmoner, rovfugle og meget mere. Disse skræmmende udtryk skulle repræsentere et formidabelt forsvar mod åndelige trusler, og deres placering på sårbare steder i en bygning blev set som et middel til at afværge enhver negativ energi eller ondsindede kræfter, der måtte søge at komme ind.
Mens troen på gargoyler som vogtere mod ondskab i høj grad er symbolsk, er de fortsat populære arkitektoniske elementer, der hylder tradition, folklore og kunstnerisk udtryk. Deres tilstedeværelse på historiske og moderne strukturer tjener som en påmindelse om den vedvarende fascination og kulturelle betydning forbundet med gargoyler og deres symbolske beskyttelse mod ondskab.