Jeg befinder mig midt i en utrolig svær dag i går. Mine kinder er varme, mit hoved er varmt, min hjerne er varm, min datter skriger, min kone er syg, og for at gøre ondt værre er varm olie lige eksploderet af en stegepande på min arm, og der er allerede små små vabler ved at danne sig hist og her som pjattede skoldkopper. Tingene kunne ikke føles værre. En rød kardinal banker stadig på mit vindue, og jeg tænker:"Kom nu allerede, dø! Den, der skal dø, bare fortsæt med det. Eller hvis du er en ånd, så fortæl mig bare, hvem du er, og hvorfor du er her. Jeg har ikke tid til dit uophørlige tryk, tryk, bank på mit vindue hele dagen lang. Du har gjort dette i en uge!"
Så pludselig fanger jeg mig selv. Mit blik er trukket opad. Det er midt på dagen, og det eneste bogstaveligt talt over mig er loftsventilatoren, men jeg kan se nattens sorte klæder og en enkelt rød stjerne:Ares. Krigsguden holder et varmt jernspyd. Så ser jeg spydet støde ind i et leje af varme kul. Så kommer den frem og lyser. Så ser jeg Mars bevæge sig baglæns gennem himlen, retrograd.
Jeg sukker lettet. For selvom alt i verden brænder, kan jeg se Gud gennem en af hans guddommelige udsendinge, krigeren, stå lige dér i mit køkken, rejse sig ud af min arm som rødglødende hallelujaer. Jeg kan se Gud, forårets kardinalspids, banke på mit vindue som en voldsom rød soldat. Jeg kan se Gud tale gennem min datters tårer, som en brændende flod af tunger. Jeg kan se Gud, hoste ravklare vira og sygdomme af alle slags ud på jorden, men også stå som renselsesfeberen.
Jeg indser, at jeg stadig stirrer på loftsventilatoren. Jeg griner højt, og i et kort øjeblik kunne jeg sværge, at jeg hørte Mars hviske til mig:"Tænk ikke, at jeg kom for at bringe fred ind i landet, jeg kom ikke for at indføre fred, men et sværd."
Ja, tænker jeg ved mig selv. Også det. Og mens jeg stryger min arm med noget aloe siger jeg "Amen. Tak fordi du lærte mig sproget i dine himmelske riger. Tak for den fred, der overgår forståelsen.”