Men før jeg fandt ud af, hvor støjen kom fra, kunne jeg kun tænke på Neptun/Merkur og tanken om, at en ånd havde fået gardinet til at falde. Noget fra hinsides...
Men før det faldende gardin vækkede mig, et bogstaveligt fald af et bogstaveligt slør, drømte jeg klar om min datters øjne. Hver aften før sengetid kigger hun mig ind i øjnene i lang tid. Så spiser hun lidt...ruller hovedet tilbage til mor...og ruller så hovedet tilbage for at se på mig igen. Jeg ser, at hun ser mig, og jeg ser mig selv i hende, som hun ser mig. Det er en af de mest stille og hellige oplevelser, jeg nogensinde har haft. I min drøm spurgte jeg, hvad der er inden i eller bag sløret af hendes øjne? Hvad ser vi hver især i eller uden for hinandens øjne, når vi kigger så opmærksomt?
Så vågnede jeg og ledte efter en Mercury/Neptun spirit, da det egentlig bare var den samme gamle spændingsstang, der faldt af igen. Et simpelt gardin, der falder ned på det enkle gulv. Ingen ånd. Den stang ser altid ud til at glide, når temperaturen ændrer sig drastisk.
Da jeg lagde mig tilbage, havde jeg et øjebliks klarhed...som om jeg så igennem og ved hjælp af et stille lys...der er intet bag eller indeni. Der er ingen ånd eller spøgelse i maskinen. Bare ånden, ved hjælp af hvilken lys undrer sig over lys.
Nu kan jeg ikke sove…eller rettere sagt er jeg kun halvvågen…men jeg føler mig set…virkelig set..som af en million små lys… og jeg forestiller mig, at Merkur og Neptun i Fiskene også kigger ind i hinandens øjne halvt vågne og halvt sovende … aldrig mangler noget ud over eller inden i hinanden.