Lad os besøge et bestemt Mercury/Pluto-problem i dag, og det er vredens ånd. Især i tale, tanke eller sind.
I morges under min meditation og bøn brugte jeg tid på at reflektere over en kamp, jeg har haft med at være forælder, og det er spørgsmålet om irritation. Dette specifikke ord kom til mig i morges fra et inspireret sted, og det fik mig til at undersøge noget. Så længe jeg kan huske, har jeg været et godt humør, men jeg er også meget drevet, konkurrencedygtig, og jeg kan være utålmodig og irritabel. Siden vores lille pige har været her i verden, føles tilstedeværelsen af disse kvaliteter i mig selv anderledes. Det er en af de mest skræmmende følelser, jeg nogensinde har haft...at tænke på, at mine uroligheder eller stemninger kan have en negativ indvirkning på dette meget lille og sårbare væsen. Indrømmet, jeg er ikke en voldelig eller forfærdelig person, og igen er jeg normalt et rigtig godt sted, men det ændrer ikke på det faktum, at tilstedeværelsen af vrede eller irritation eller utålmodighed, især som en mand, pludselig føles som en gammel sygdom, som jeg er bange for at deltage i. Det er, som om alle de problematiske dele af min personlighed nu er mytiske og forfædres, og min præstation som person vejer nu en anden vej, end den var før. Det ord, jeg kom til, var igen "forbitrelse". Jeg føler mig irriteret over tanken om, at mine fejl nu ikke er mine egne, men potentielt arv fra en anden.
Så jeg slog ordet op, og jeg fandt to interessante oplysninger. Den ene er, at ordet "forbitret" betyder "at gøre ru" eller "at irritere til vrede." Ordet er også forbundet med irritation af dårlige ånder, eller for påvirkning af irritation og vrede til at overføre dårlige ånder til andre. Den association, vi laver med luft og åndedræt i ordet, kalder på disse åndelige kvaliteter.
Det næste, jeg fandt, var et vers fra det sjette kapitel af Efeserbrevet. En instruktion til fædre:"Fædre, irriter ikke jeres børn, men led dem i Guds instruktioner og træning." Det oldgræske ord, som vi oversætter til irriterende, betød også "ærgerlig". Vær ikke "ærgerlig" over for dine børn. Ideen med verset er, at vrede og irritation er dårlige ånder, der gør andre ru og overfører den forkerte slags indflydelse.
Jeg må indrømme, at som en, der værdsætter arketypisk relativisme, finder jeg det bekymrende, når jeg tænker på Merkur/Pluto, at overveje tanken om, at vrede er "dårlig". At skarphed eller aggressivitet i tale ikke bare er en anden æstetik..som en anden form for musik eller kunst. Og måske er "dårligt" et ord, der simpelthen er irriteret af sig selv. Uanset hvad er min edginess, især min edginess af humør og tale ikke længere i stand til at føle sig så retfærdig over sig selv, som "Det er bare en arketypisk del af min personlighed, og de er alle guddommelige og gode." Snarere, når jeg ser, at min datter græder, hvis jeg bliver nervøs eller skarp i tungen, bliver jeg transporteret ind i en anden bevidsthed. Min første følelse er en meget hellig følelse af skyld og skam. Ikke den "dårlige" skyld eller skam, men den lærerige skyld og skam:lyt til dig selv, hør dig selv, som hun hører dig. Vil du virkelig fortsætte med at tale sådan?”
Ingen mange undskyldninger om, at hun kun kan høre tone, ikke indhold, overbeviser mig om, at den måde, jeg taler på, er okay. Men som en intellektuel/skarpsindet mand er jeg bange for tanken om, at uden denne aggressive mentale kant, denne skarpe tunge, denne sarkasme eller kynisme, er jeg ikke stærk. At jeg ofrer noget, der gør mig stærk ved at blive blidere i ord, tanke og tale. Det er det, min egentlige modstand handler om, hvis jeg skal være ærlig over for mig selv. Men min lille datter ser det slet ikke sådan. Faktisk kan jeg mærke, at hun føler sig mere tryg, holdt af noget stærkere, når jeg er blidere, når jeg er endnu mere tålmodig, og når jeg lægger den nervøse irritation på bordet...uanset hvor klog eller klog jeg måtte føle, jeg er.
Ideen om, at vi sender dårlige ånder gennem vores ophidselse og vrede, er indlysende for mig, når jeg ser, hvor irrationelt og alligevel instinktivt hun oplever det. Hun bliver bange, som om der er noget i luften. Hun føler sig ikke sikker, som om der er noget i luften. Hun bliver ophidset, som om hun var irriteret over noget, der rejser gennem luften.
“Fædre, irriter ikke jeres børn, men led dem...”
“Fædre, irriter ikke jeres børn, men led dem...”
Jeg kan huske, at jeg var i mange ayahuasca-ceremonier, følte mig hjælpeløs og som spædbarn, og det har hjulpet mig til at sætte mig ind i hendes position. At være uden et rationelt center, dets gode lyde og rytme og varme, der guider os gennem oplevelsen af frygt eller kaos. Tricket er at indse, at selvom vi måske føler, at når vi vokser, får vi et rationelt centrum og dermed ikke længere har brug for gode lyde, varme og rytme, så gør vi det stadig. Den fredelige forhandling af livet har alt at gøre med fortsættelsen af disse nøjagtige kvaliteter, som konstant diversificerer sig og bliver forpustet, usynlig og stærkere...opbygger, hvad der generelt kan kaldes et "hjertecenter." Når vi siger, at livet skal leves med omtanke eller som en bøn, ser jeg det nu i et helt andet lys. Jeg ser min datter, og jeg kan se, hvor følsom hun er, og jeg er på vagt mod irritation.
Så hvis du har fundet dig selv at tage del i elementer af kommunikativ irritation, så forestil dig, at du er stærk nok til at være venlig, klog nok til at være tålmodig og klog nok at være godt humør. Det er sandheder, der igen bliver vores fødselsrettigheder, når vi praktiserer dem med troens overbevisning bag vores ryg, og suser fred frem som en mægtig vind. Jeg hører det i disse dage som et godt humør, "shhhh, shhhhh," og havbølgernes blide svaj, der bringer hende tilbage til storøjet fred.
Bøn:Tag vores sind, tag vores ord, tag vores tanker, og forsegl dem i din kærligheds blide klippe.