I dag falder fuldmånen hen over Fiskene/Jomfruen-aksen og involverer også Jupiter i Jomfruen og Neptun i Fiskene. En overordnet meget positiv, trofast, inspireret, romantisk, visionær, fantasifuld og religiøs følelse af fuldmåne på denne ellers meget "jordnære" tid af året.
Jupiter/Neptun-oppositionen forstærker ofte alt fra farver og lyde, til følelser og de fem sanser. Med Jupiter i Jomfruen har vi noget som billedet af en meget omhyggelig og omhyggelig værkfører, præst eller præstinde eller tilsynsførende, og med Neptun og Månen i Fiskene har vi noget som digteren, torturerede kunstner, omvandrende mystiker eller rablende galning. Sæt de to sammen, måske lidt i modstrid med hinanden, og du har et af følgende temaer:
* Organisatorisk kaos
* Romantisk travlhed
* Kunstnerisk eller æstetisk organisation eller ledelse
* Inspireret eller manisk opmærksomhed på detaljer
* Små fornemmelser bliver porten til himmelske riger
* Grunde til tvivl viger for overvældende grunde til at tro og frem og tilbage
* Kunstnerisk drømme- eller fugatilstande
* Overførsler
* Drømmemordere versus inspirerede troende
* Galskab, besættelse, bekymring, kræsenhed, irritation, psykosomatiske manifestationer
Ideen om religiøse eller spirituel innovation eller kreativitet er noget, vi tager for givet. Vi har en tendens til at klamre os til fortiden, ligesom de forskellige religiøse teknologier fra gammel tid er uden deres egne tilblivelseshistorier. Vi glemmer, at buddhisme og kristendom og taoisme og så mange andre religioner var inspireret af historiens epoker, profetiske lærere og kreative inspirationsbølger. Hvorfor skulle religiøs indsigt være terminal? Hvorfor skulle åndelig sandhed skrives og læses på stentavler? Selvom stentavlerne ser ret sexede ud... er det ikke også rigtigt, at religiøs åbenbaring sker overalt omkring os, hele tiden, gradvist glatter gamle udskæringer...udjævner tidernes klipper?
Denne weekend får vi måske et glimt af ikke kun genoprettelsen af tro, orden eller håb på et eller andet område af vores liv, men måske ser vi også noget i retning af en helt ny vision af, hvordan det guddommelige ser ud og føles . Måske er det guddommelige selv ved at ændre sig lige så meget, som vi elsker at tro, at det altid forbliver det samme.
Hvad er bøn? Hvad hvis det ikke er andet end måden, tingene organiserer sig på, som i forlængelse af usynlige hænder og fødder, indtil vi på et tidspunkt bliver opmærksomme på den, der bevæger sig, og vi husker ordene, "det er godt." Hvad nu hvis bøn ikke er andet end denne proces, gjort bevidst som at følge toget af en sang, der kun er én tone foran os.
Selv når vi ved at bevæge os med musikken befinder os i døden , sygdom eller lidelse...når vi ser bevægelsen tydeligt føre vejen, og vi reflekterer ærligt...og husker på, at alt dør på sin egen måde... bliver det naturligt at sige, "det er godt."
Den gamle betydning af ordet god betød noget som "helt og passende."
Ideen om "bedre" behøver ikke at være en del af ordet "god", ligesom Ordet "dydig" betød engang noget så simpelt som kvaliteten af kraft eller kraft, der er iboende i en ting.
Bøn:minde os om kraften i de ord og navne, der er givet til os, tilgængelige når som helst ved konstant hjerte og et fast sind, og siger igen og igen:"det er godt."